Foto: Pixabay.

GUIDE: Cheesecake findes i mange former, farver og smage – og heldigvis for det! Her får du seks steder i Aarhus, hvor du kan sætte tænderne i den ostede dessert.

Cheesecake med karma
Restaurant & Café Karma, Bruuns Galleri, M.P. Bruuns Gade 25, 8000 Aarhus C

Hos Restaurant & Café Karma i Bruuns Galleri har de taget den ostede dessertklassiker til sig og liret den lidt op. Udover cheesecaken, der sidder nok så friskt på en kiksebund, får du nemlig vaniljeis, chokoladesovs, jordbærpuré, nøddedrys og flødeskum med på tallerkenen. Lækkert, lækkert, lækkert! Hele herligheden koster 49 kroner, og som Karma selv siger: Det er store portioner til små priser. Cheesecaken fra Restaurant & Café Karma skal nok holde din mave fyldt i et godt stykke tid, men fungerer også glimrende efter en ret eller to – den er nemlig helt tilpas syrlig i smagen. Start eksempelvis ud med en god, gammeldags rejecocktail, følg op med en hakkedreng med ovnbagte Samsø-kartofler og bearnaise – og slut af med den søde kage. Hvis du alligevel ikke kan finde plads i maven til al den mad, tilbyder Restaurant & Café Karma også takeaway. Så er der ingen grund til at græde over spildt cheesecake.

Overraskelsen blandt burgerne
Byens Burger, Thorvaldsensgade 1, 8000 Aarhus C

Byens Burger fungerer primært som et takeaway-sted med fokus på burgere og fritter, men du kan også få pizza, pitabrød og – ja, du gættede rigtigt – cheesecake. Varianten her er en helt klassisk, simpel jordbærcheesecake uden det store postyr. Den koster 32 kroner og har den helt rigtige størrelse, så du kan nemt have den med under armen, når du alligevel skal hente din yndlingsburger. Vover du dig ud i vintervejret, har du også mulighed for at slå dig ned på stedet og nyde cheesecaken. Er det ekstra hårdt at komme ud af døren – måske på grund af de alt for kolde snefnug eller den rest af snaps fra julefrokosten, du stadig kan mærke i kroppen – kan du i stedet få leveret lækkerierne hjem til dig. Som en ekstra bonus får du her 10 procent rabat, som du kan smide direkte ned i kurven til din cheesecake. Så er det bare med at smække fødderne op foran tv’et og vente pænt på, at din bestilling kommer frem.

Masser af muligheder
Cheesecaken/ Desserten, Aarhus Street Food, Ny Banegaardsgade 46, 8000 Aarhus C

I hjørnet af madmarkedet Aarhus Street Food ved rutebilstationen ligger boden Cheesecaken med – ikke overraskende – cheesecakes, der overgår din vildeste fantasi. Der er så mange at vælge imellem, at du nok bliver nødt til at vende tilbage et par gange for at smage dem alle. Heldigvis. Du kan blandt andet sætte tænderne i en chokolademousse-cheesecake, en karamelcheesecake og en Oreocheesecake. Og så er det en herlig detalje, at varianterne ikke forbliver de samme, men skifter efter både sæson og indehaverens humør. Også dit humør kan kun blive positivt påvirket efter et besøg hos Cheesecaken, der tilfældigvis ligger i rimelig kort afstand til madmarkedets kaffebar Kaffen – og tilfældigvis passer cheesecake og kaffe rigtig godt sammen. Win-win! Viser vejret sig fra sin bedste side, anbefaler vi, at du tager kagen og kaffen med udenfor og nyder et par solstråler gennem dampen fra kaffen og duften af kagen.

Julevarianten
Moccacity, Gammel Munkegade 19, 8000 Aarhus C

Den hyggelige Moccacity putter sig på Gammel Munkegade i midtbyen og er en kombination af både café og butik, hvor du blandt andet kan købe te og kaffe. Hovedtemaet er økologi og hjemmebag, og i cafédelen af Moccacity kan du derfor købe dig intet mindre end en one of a kind-julecheesecake: Bunden er af julekrydderier, den midterste del er med hvid chokolade, og på toppen ligger der en frisk kirsebærsgele som prikken over i’et. Ja tak! Alt er bagt og samlet fra bunden af i caféen, så du kan være sikker på, at din cheesecake er blevet proppet med kærlighed og kærtegn fra første omrøring i skålen. Julecheesecaken koster kun 40 kroner, og personalet hos Moccacity er sikre på, at de vil blive ved med at lave den, så længe julen varer. Kommer kulden snigende ind under jakken, kan du derfor passende lægge et smut forbi caféen og parre din julecheesecake med en varm og lækker kop kaffe eller te.

Den italienske version
Café Pascucci, Bruuns Galleri, M.P. Bruuns Gade 25, 8000 Aarhus C

På første sal i Bruuns Galleri finder du den næsten spritnye kaffebar Pascucci, der åbnede den 20. september i år. Selvom du måske ikke umiddelbart forbinder cheesecake med kaffebar, er den ostede kage ikke desto mindre at finde på Café Pascucci’s menukort – og endda i to skønne varianter: En klassiker med en gelé af bær og en helt speciel Oreocheesecake til dem, der er fans af en lidt sødere version. Så er det bare med at vælge – eller nuppe en af hver. Så hellere springe aftensmaden over! Begge fristelser koster 30 kroner, og de spiller perfekt sammen med en af kaffebarens mange kaffevarianter som eksempelvis caffe latte, argentino eller americano. Café Pascucci i Bruuns Galleri er barn af en større kaffekæde, som har sin oprindelse i Italien. Du er altså kommet til det rette sted, hvis du leder efter en lille koffeinrig pause i shopping-ræset, et sted at stille dine poser samt et godt stykke cheesecake.

Tilbage til Amerika
The Diner, M.P. Bruunsgade 42, 8000 Aarhus C – Hasselager Centervej 30, 8260 Viby J

Når du træder ind ad døren på The Diner, bliver dine tanker straks ført mod Amerika tilbage i 1950’erne. Indretningen er nemlig klassisk diner med sort/hvid-ternede gulve, mintfarvede barstole og båse, og derfor er du ikke i tvivl om, at du her kan få lige den slags burger eller pommes frites, du allerbedst kan lide. Selvom du hos The Diner finder frituredrømme i lange baner, er det er også et godt sted at smutte hen for en omgang cheesecake, og restaurantens version er en klassisk, cremet New York-version på en kiksebund. Yummy! The Diner-kæden tilbyder normalt mere end én slags cheesecake, men udgaverne varierer efter sted og tidspunkt, så det er altid godt at bede tjeneren om en opdatering, inden du bestiller. Prisen for New York-cheesecaken er 39 kroner, og du kan nyde den enten på M.P. Bruuns Gade eller i Viby J – The Diner har nemlig hjemme to steder i Aarhus.

Frida Kok
Skribent. Planlægger mine rejser ud fra, hvilken mad de kan tilbyde i landet og elsker at prøve ting fra menukort, som jeg ikke kan læse. Stor tilhænger af kaffe, sovs og asiatisk mad - dog ikke altid sammen.