Foto: Beef'n Buns.

Burgerbar i Tranbjerg er kommet godt fra start

I september åbnede burgerbaren Beef’n Buns i Tranbjerg – og den er blevet taget godt imod af forstadens beboere. 

Det vrimler med burgerbarer i hjertet af Aarhus, men det kan være en lang køretur at begive sig ud på, hvis burgertrangen rammer dig, der bor i én af forstaderne til smilets by.

Bor du i Tranbjerg, har du siden den 14. september heldigvis ikke skulle rejse langt for din burger. Her åbnede burgerbaren Beef’n Buns nemlig i lokalerne på Tranbjerg Hovedgade 31.

“Området fortjener en god burgerbar. Vi ville gerne skabe et sted, hvor vi kunne give borgerne noget, de ikke havde i forvejen,” fortæller medindehaver Marcel Zedah.

5 slags burgere på menuen
Ifølge Marcel Zedah har Beef’n Buns haft en god start, hvor de er blevet taget godt imod. Det står dog også klart for ham, at når man driver en burgerbar i forstaden, stiller det anderledes krav, end hvis det var en burgerbar i midtbyen.

“Vi bliver nødt til at have et større udvalg. For os duer det ikke at specialisere os i at lave for eksempel cheeseburgere, men vi vil gerne gøre det så spændende for folk som muligt og lave noget andet end det, man kan få inde i byen,” siger Marcel Zedah.

Lige nu kan du derfor vælge mellem fem forskellige burgere, når du skal stille sulten hos Beef’n Buns. De er alle lavet med en bøf lavet på Angus-kød, og så er det vigtigt for Marcel Zedah, at så meget som muligt er hjemmelavet – for eksempel dressingerne og agurkesalaten.

Populær barberque-burger
Af de fem burgere, du kan sætte tænderne i lige nu, er det BBQ-burgeren, der er den foretrukne blandt Beef’n Buns kunder, fortæller Marcel Zedah. Den er krydret med en barbequedressing og onionrings, der ifølge ham tilføjer en god crunch og smag til burgeren.

En sådan menu koster 89 kroner, men så får du også pommes frites, en valgfri dip og en valgrfri drikkevare med. Er du ekstra sulten, kan du bestille sides med hjem, for eksempel en omgang sweet potato fries for 25 kroner eller ni hotwings for 50 kroner.

Beef’n Buns har åbent fra klokken 16 til 21 tirsdag til søndag og fra klokken 13.30 til 21 om mandagen. Du kan læse mere om burgerbaren her.