Foto: Pixabay.

GUIDE: I en kold tid er det godt med en kop varm te. Her er seks steder i Aarhus, hvor du med garanti får en velsmagende kop te.

Den royale
Perch’s Tea Room, Volden 3, 8000 Aarhus C

Se, her er en rigtig tesalon! Hvis du vil stritte med lillefingeren over en god kop te, skal du besøge den aarhusianske filial af den kongelige hofleverandør A. C. Perch’s Thehandel, der har solgt kvalitetste i 182 år. Med en perfekt beliggenhed i den hyggelige gade Volden har salonen siden 2013 haft stor succes med at forkæle kunderne med et stort udvalg af lækker te i mere end 150 varianter. Indretningen minder om en tesalon i London med gule barokstole og kinesiske lakborde, og teen serveres selvfølgelig i Royal Copenhagens tekander og tekopper i bedste klassiske, danske design. Som tilbehør til teen tilbyder Perch’s blandt andet cucumber sandwich i engelsk stil, smørbagte scones med lemon curd og fornemme kager. Det er populært at drikke afternoon tea her, så husk at bestille bord, hvis du vil være sikker på en plads.

Den hemmelige
Moccacity, Gammel Munkegade 19, 8000 Aarhus C

Godt gemt væk i superhyggelige Gammel Munkegade ligger den lille café Moccacity som en lille oase. Som navnet siger serverer Moccacity kaffe, men faktisk har caféen også over 70 forskellige slags te. Som butikkens slogan siger, ”Alt i kaffe – mere i te”, og det kan vitterligt være svært at vælge, hvad du skal have i koppen. Du kan dog være sikker på, at du i de lyse og hyggelige lokaler får en rigtig god kop te, lige meget hvad du vælger, og vi er ikke mindst vilde med den skønne, økologiske vinterte med strejf af æble og kanel. Moccacity er også kendt for deres bagværk, specielt de hjemmebagte hindbærsnitter, som er to die for. Derudover serverer Moccacity også lækre kager og boller, der alle er hjemmebagte af økologisk mel og smør af ejeren Ulla Dahl, som åbnede Moccacity tilbage i 2004.

Den mormoragtige
Hos Sofie’s Forældre, Frederiksgade 74, 8000 Aarhus C

Det er ikke svært at finde caféen Hos Sofie’s Forældre på gågaden Frederiksgade. Som regel står der nemlig det meste af en snes barnevogne parkeret udenfor, fordi caféen er meget populær hos mødregrupper. Men hvis man som tedrikker kæmper sig forbi barnevognene, bliver man belønnet big time, når man træder indenfor i den gammeldags mormorstemning præget af gamle plysmøbler, tunge røde gardiner og en pejs. I caféen kan du nemlig nyde intet mindre end 65 forskellige slags te blandt andet China Milky Oolong, Kudsk brosten og hindbær marshmellow, der oplagt bør suppleres med et stykke hjemmebagt kage eller en sandwich. Mormorstilen er så gennemført, at både teen og kagen serveres i gamle loppekopper og tallerkener. Er du klar på at mærke roen på byens bedste sofahyggested?

Den nordafrikanske
Mogador, Nørregade 34, 8000 Aarhus C

Den marokkanske restaurant Mogador i Nørregade er ikke kun en restaurant, men også en såkaldt ”Salon de thé”, hvor man kan drikke te i 20 økologiske varianter. Teerne kommer fra Indien, Sri Lanka, Kina og Vietnam, og hovedrollen spilles af mynteteen, som i Marokko ikke bare er en drik, men også et tegn på gæstfrihed, venskab og tradition. På Mogador serveres teen hele dagen i autentiske, farvede glas og kan drikkes til restaurantens marokkanske mad, ligesom man også gør det i det nordafrikanske land. Til teen kan du også vælge at nyde en af stedets desserter som eksempelvis Dessert Mogador med appelsin, honning og kanel eller en Fassi bestående af revet gulerod med appelsinjuice, kanel og rosenvand. Bag stedet står den belgiske Mohammed Simouri, der tidligere har arbejdet i Belgien, Luxemburg og Marokko.

Den økologiske
Café Gaya, Vestergade 43, 8000 Aarhus C

Godt gemt i en rigtig hyggelig baggård i Vestergade ligger Café Gaya, der kun serverer vegetarisk og 100 procent økologisk mad og drikke. Her kan du få dit næste økofix eller få styret din spelt-craving, men du kan også få en fremragende kop te. Udvalget af te byder på blandt andet en skøn Darjeeling-te fra Himalaya, også kendt som teernes champagne, eller en lækker chai lavet med soya- eller rismælk. Til teen tilbyder Café Gaya speltboller og dagens kage, og du kan også hapse en økologisk whiskykugle, hvis den søde tand tager over. En ting er sikkert: Stedet har en unik stemning af ro og nærvær, og du vil gå derfra beriget og med ro i sjælen. Gaya byder i øvrigt også på meditation, livemusik om fredagen og diverse foredrag, hvis det kunne friste.

Den parisiske
Kähler Spisesalon, M. P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C

I byens ældste handelsgade M. P. Bruuns Gade finder du den populære Kählers Spisesalon, der er er indrettet i charmerende pariserstil med lange træborde, ild i pejsen og franskinspirerede glaslofter. Salonen er perfekt til et pitstop, hvis det er koldt udenfor, og som enhver salon med respekt for sig selv serverer den naturligvis en god kop te. Der er adskillige varianter at få varmen ved, de fleste fra A.C. Perchs fortrinlige sortiment. Du må ikke snyde dig selv for en kop af den harmoniske grønne te med ingefær og citron, der får de varmeste anbefalinger herfra. Og har du en sød tand, er der ingen vej uden om salonens lækre medaljer, der findes i to varianter. Så er spørgsmålet blot, om du skal have hyben eller solbær? Både te og kage serveres på Kählers eget stilfulde keramik, og hvis du bare må eje koppen eller tallerkenen, finder du Kählers egen flagskibsbutik lidt længere op ad gaden.

Karen Westberg
Mangeårig foodie og vild med (næsten!) alt mad. Går gerne mange kilometer, når de bedste råvarer skal indkøbes. Brænder for at spise og handle lokalt. Drømmer om at få Torvehallerne og flere foodtrucks til Aarhus. Speditør og madblogger på www.karen-westberg.blogspot.dk