6 gode restauranter i Latinerkvarteret

6 gode restauranter i Latinerkvarteret

af -
Foto: Restaurant Gastromé

GUIDE: Lørdag den 26. maj er det tid til den årlige Latinerfestival, og hvorfor ikke tage forskud på de gastronomiske glæder i den hyggelige bydel? Her er seks restauranter i Latinerkvarteret, du skal prøve.

Klassikere i Graven
Lecoq, Graven 16, 8000 Aarhus C

Skal der fransk cuisine på menuen, foreslår vi at sætte kursen mod den kombinerede restaurant og bar Lecoq, der ligger over for den såkaldte hipsterbakke i den hyggelige gade Graven. På menuen er brasserieklassikere som gedeostsalaten chevre chaud, terrine med foie gras og desserten creme brulee, der i lighed med de øvrige serveringer på ala carte-kortet fås for 345 kroner for tre retter. Hver måned byder kokkene også på en fast menu til 275 kroner, som lige nu lyder på hvide asparges med bacon og mousseline-sauce, svinekæber med hjertesalat og rabarber med hvid chokolade. Trods masser af velsmag på tallerkenen er der ingen fine fornemmelser på det stemningsfyldte sted, og man kan med fordel tage et slag bordfodbold over en kold 1664-øl inden maden. Hvis økonomien er presset, byder Lecoq hver tirsdag på konceptet Mad & Fad, hvor man for en flad 50’er får en stor fadøl og en velvoksen portion mad.

Fisk i baggården
Pihlkjær, Mejlgade 28, 8000 Aarhus C

Er det byens mest hemmelige restaurant? Den lille fiskerestaurant Pihlkjær har i mange år har ligget godt gemt i en baggård i Mejlgade, hvorfra den tidligere fiskehandler Henrik Pihlkjær serverer lækre fiskeretter og velskænket vin. Ejeren dyrker selv grøntsagerne til restauranten, og lige nu kan man sætte tænderne i nyhøstede asparges, majroer og rabarber, som serveres sammen med frisk fisk hentet på morgenens fiskeauktion. Er appetitten ikke til havdyr, har restauranten en fast kødret, og til vegetarer kan køkkenet lave en grøn menu, hvis man bestiller dagen før. Prisen for to retter i baggården er 290 kroner, og tre retter kan fås for blot 325 kroner. Til dén pris er der også råd til en kop kaffe, som vi foreslår at supplere med et glas af den hjemmelavede Baileys, der med garanti topper købeudgaven nede fra Netto. En fin detalje: Pihlkjær serverer en særlig teatermenu allerede klokken 17.30, som gør det muligt at nå forestillingen klokken 20.

Landligt på Rosensgade
Gastróme, Rosensgade 28, 8000 Aarhus C

”Landkøkken med krummelurer”. Sådan lyder beskrivelsen af gourmetrestauranten Gastromé i spiseguiden White Guide, der i lighed med den nyeste udgave af den franske Michelin-guide sender masser af roser til spisestedet i Rosensgade. De landlige takter skal blandt andet findes i brugen af sæsonens grøntsager, der i lighed med fisk, skaldyr og kød trylles om til innovative serveringer med et tårnhøjt gastronomisk niveau. Til gengæld er det en god idé at få bankrådgiveren med på råd, før turen går forbi det knivskarpe køkken i Latinerkvarteret: Fire retter koster 600 kroner., og otte retter fås for 1.100 kroner. Har man 2.500 kroner på bankbogen, foreslår vi at gå all in med den såkaldte signaturmenu, der består af seks slags snacks, vin, kaffe, petit fours og ti serveringer med alt fra trøffel og gran til andeæg og vagtel. Ejerne Søren Jakobsen og William Jørgensen har tidligere drevet restauranten Det Gamle Mejeri ved Mårslet.

Økologi i Klostergade
L’estragon, Klostergade 6, 8000 Aarhus C

Det er med god samvittighed, man går til bords på den hyggelige Restaurant L’estragon i Klostergade. Spisestedet kan prale med et såkaldt guldmærke i økologi, der indebærer brug af 90-100 procent økologiske råvarer, og al vinen er dyrket uden sprøjtemidler. Heldigvis er smagen også i top på restauranten, der især henter inspiration i det franske køkken. Maj-menuen lyder på blandt andet kartoffelterrin med asparges, skærising med stenbiderrogn og frikassé med lam, der kan fås til 350 kroner for fire retter og 475 kroner for fem retter. Hvis prisen er i den høje ende, skal man kigge forbi tirsdag til torsdag, hvor det budgetvenlige tilbud lyder på to retter med to glas vin for 350 kroner Som en af få restauranter i Aarhus har L’estragon desuden åbent om søndagen, hvor ugens sidste dag kan fejres med en fast søndagsmenu med fem retter. Tip: Restauranten har kun plads til 22 gæster, så book bord i god tid.

Hummerfest i Volden
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C

Kok og kogebogsforfatter Lars Kyllesbech står på femtende år i spidsen for fiskerestauranten Mefisto, der ligger skønt placeret midt på den brostensbelagte gade Volden. Stilen er umiskendeligt fransk, og en klassiker på stedet er hummermenuen hver tirsdag, som består af hummer serveret på tre måder for 395 kroner Selvom det er først på ugen, fortjener den eksklusive menu bobler i glasset, og vi foreslår at skylle skaldyret ned med en cremant fra Paul Delane. Kyllesbech og Co. serverer også en række a la carte-retter, som i lighed med hummermenuen bør indtages i den hyggelige gårdhave, hvis vejret er til det. Prøv for eksempel en omgang muslinger med urter, bouillon, hvidløg og timian for 158 kroner. Eller hvad med en pighvar med slikasparges for 325 kroner? Mefisto har åbent både frokost og aften og byder også på et af byens bedste brunchtilbud i form af en planke med syv retter serveret i støbejernsgryder til 198 kroner per næse.

Michelin i Mejlgade
Domestic, Mejlgade 35B, 8000 Aarhus C

Med mere end 30 års samlet erfaring fra østjyske toprestauranter er det intet under, at de fire ejere af restauranten Domestic i Mejlgade to gange har indkasseret en flot stjerne fra de kræsne Michelin-inspektører. Trods den flotte anerkendelse i den franske spiseguide har gourmettemplet i Latinerkvarteret dog hverken hvide duge eller højtidelig indretning. Derimod præges stedet af en hjemlig stemning, som passer perfekt til både en aften med familien, en date med den udkårne og en professionel forretningsmiddag. Kokkene laver maden af økologiske råvarer fra lokale producenter, og selv smør, creme fraiche og frugtsaft fremstilles fra bunden i køkkenet. En aften i Michelin-land koster 550 kroner for fire retter og 950 kroner for otte retter, hvortil kommer 350 eller 650 kroner, hvis man vil have en vinmenu oven i hatten. Begge menuer indledes af et veritabelt bombardement af snacks, der er med i prisen.

Mikkel T. Krogh
Stifter og direktør af SMAG Medier. Mangeårigt madøre og wannabe-kok. Bruger alt for meget tid på at researche restauranter før selv den mindste rejse. Glad for at streetfood-bølgen endelig har ramt Aarhus. Journalist og cand.mag.