Foto: Aarhus Street Food

3 steder i Aarhus, der byder på friskpresset juice

Er der noget som et glas farvestrålende frugt, der kan gøre én glad i låget? Vi har fundet tre steder i byen, hvor du kan få forfriskende friskpresset juice.

Guiden til friskpresset juice i Aarhus har tidligere været bragt i Mærk Aarhus

Øko-juice midt i byen

We Feat, Guldsmedgade 33, 8000 Aarhus C

“Hvis vi ikke går all in, vil vi hellere helt lade være.” Sådan lyder det hos We Feat, der fra sin placering på Guldsmedgade byder på 100 procent økologisk mad og drikke. Din friskpressede øko-juice kommer i otte forskellige varianter og et væld af smukke farver, der kan sætte kulør på selv den mest grå dag. Prøv for eksempel den orange Turminator med gurkemeje, appelsin, gulerod, chili, sort peber og æble, eller giv dig i kast med en grøn Hulk på broccoli, agurk, ingefær, spinat og æble. Skal din dag have et skud sød lyserød? Så bestil en Youngster, der består af hindbær, banan, appelsin og æble. Godt og klassisk! Til dem med rumlende maver har We Feat et fristende udvalg af bowls, sandwich og snacks. Skål, og velbekomme!

Street food-versionen

Juicen, Aarhus Street Food, Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus C

Bliv street i en fart med en friskpresset juice i hånden fra Aarhus Street Food. På madmarkedet i Ny Banegårdsgade finder du Juicen, der serverer friskpressede fristelser alle ugens dage. Kast dig over en frisk, grøn sag med æble, mynte og ingefær, tag forskud på sommeren med en variant på ananas, æble og passion, eller giv dig selv et orange boost med en appelsin-, gulerod- og ingefærversion. Så kan dagen altså bare komme an! Juicen byder også på både milkshakes og smoothies, og kalder maven på andet end våde varer, har Aarhus Street Food jo heldigvis et mangfoldigt udvalg af lækre retter. Måske skal du forkæle dig selv med en bao fra Super Bao, en portion Jamaican Jerk Pork fra Tatashe eller en smørblød butter chicken fra Indisk? Oh yeah.

Læs også: Cake Fairy: Sandra skaber kunst i sit køkken i Risskov

Friskpresset i storcentret

Roots Juice & ’Wich, Storcenter Nord, Finlandsgade 17, 8200 Aarhus N

Du skal selvfølgelig ikke snydes for en forfriskende juice, hvis du har din daglige gang i det nordlige Aarhus. Hos Storcenter Nord kan du besøge Roots Juice & ’Wich, der har hele 18 spændende, friskpressede varianter på kortet. Giv dit indre jeg et boost med Inner Glow Juice på hindbær, ananas, mynte og æble, nyd en Cado Boost Juice med avocado, øko-citron og æble, eller tag din bedste ven under armen til en Bestie Juice på ingefær, æble og mynte. Mums. Skal du stille sulten, så prøv også en af Roots’ salater: Vi er ret fristet af Protein Salad med hjemmelavet hummus, salatmix, avocado, tomat, agurk, syltede rødløg, pesto, mandler og ristet sesam. Så kan du meget passende runde af med en cookie eller et stykke kage. Det handler jo om balance, ikke?