Foto: Visit Aarhus

GUIDE Helsekost, økologi og sundhed er mere populært end nogensinde efter en lang sommerferie, men hvor køber du de gode produkter? Vi har fundet byens 5 bedste helsekostbutikker lige nu.

Aarhusianerne er et moderne folkefærd, som i lighed med de fleste andre storbymennesker i stigende grad følger en sundere livsstil. Derfor skal der købes sundt ind, og det sker for manges vedkommende i byens helsekostbutikker. Her får du en guide med et nemt og hurtigt overblik over de fem bedste. Giv den gas og oplev at blive trukket ind i en verden uden tilsætningsstoffer og med mere dyrevelfærd, mindre sukker og måske ligefrem uden gluten.

Alt til dit næste sundhedstrip
Ren Kost & Krop, Jægergårdsgade 45, 8000 Aarhus C

Den økologiske købmand i Jægergårdsgade er butikken med det største udvalg i byen. Her er alt til dit næste sundhedstrip lige fra grøntsager, kolonial, kød, vegetarretter og slik til hudpleje og rengøringsmidler. Du også kan få vin og spiritus, hvis du er i det humør. Butikken har som regel mange gode tilbud, og det er svært ikke at blive fristet. Vi er især glade for udvalget af udvalget af økologisk og biodynamisk kød på frost og de veganske og vegetariske produkter på frost og køl, som findes bagerst i lokalet. Ren Kost & Krop er medlem af Helsam, og bestilte varer kan afhentes fragtfrit i butikken. Bonusinfo: Butikken har glutenfrit brød fra eget bageri.

Lille butik med stort udvalg
Jordens Frugter, Tordenskjoldsgade 21, 8200 Aarhus N

Aarhus N har sin egen økologiske helsekostbutik, der har eksisteret i over 25 år. Butikken er
pladsbegrænset, men lad dig ikke snyde, for udvalget af lækre varer er stort. Det gælder både for økologisk kød, kolonial, hudpleje, frugt, lokalt produceret grøntsager og sunde snacks. Det meste af frugten, grøntsagerne og et udvalg af kødet købes efter vægt, som mindsker madspild. Vi er især glade for det store udvalg af naturlægemidler og kosttilskud, hvor personalet giver en grundig og brugbar rådgivning. Jordens Frugter er medlem af Helsam, og bestilte varer kan afhentes fragtfrit i butikken. Bonusinfo: Butikken sælger også sidste salgsdato-produkter, som helst skal bruges inden for et par dage, til en nedsat pris.

Godt til ganen og egen café
Ganefryd, Klostergade 2, 8000 Aarhus C

Fra en perfekt beliggenhed i Latinerkvarteret frister den økologiske- og helsekostbutik Ganefryd med et stort udbud ad grøntsager fra eget gartneri og lækkert brød fra eget bageri. Trods butikkens lille areal findes der spændende varer, og udbuddet er bredt. I april 2014 udvidede butikken med Café Ganefryd i nabogaden Borggade, hvorfra der serveres økologisk, vegansk og vegetarisk mad lavet med såkaldt miljømæssig ansvarlighed. Perfekt til kødfri mandag, som er hot lige nu. Menukortet er varieret, og vi vil gerne fremhæve, at der om lørdagen både serveres vegetarisk og vegansk brunch. Bonusinfo: Ganefryd er medlem af Helsam, og bestilte varer kan afhentes fragtfrit i butikken.

Skønne teer og god webguide
Helsemin, M. P. Bruuns Gade 7, 8000 Århus C

Den landsdækkende webshop og butikskæde Helsemin har i Aarhus en butik beliggende i den hyggelige M. P. Bruuns Gade lige uden for Bruuns Galleri. Butikken har specialiseret sig i kosttilskud, detoxkure, hudpleje, makeup, the, rawfood og naturlægemidler. Butikken sælger ikke kød, brød og grøntsager, men det opvejes fuldt ud af det store udvalg af skønne teer og sunde snacks. Bonusinfo: På websitet har Helsemin en særdeles pædagogisk guide, der guider dig igennem helsekostverdens forkortelser, mærkninger, certifikater, og hvad nu forskellen er på vegansk og vegetarisk.

Størst og ældst skuffer ikke
Sundhedskost, Frederiksallé 49-51, 8000 Aarhus C

Ifølge Sundhedskosts hjemmeside er butikken den både ældste og største helsekostforretning i Aarhus, og den skuffer da heller ikke. Butikken er flot og meget overskuelig at finde rundt i, og udvalget er mellemstort af blandt andet økologiske fødevarer, urter, mineraler, sportsprodukter, proteiner, naturkosmetik og bøger. Udbuddet er også stort af bæredygtig makeup og lækre cremer, som vi helt klart skal studere nærmere, når vi skal pleje vores sunde kroppe i det nye år. Sundhedskost er medlem af Helsam, og bestilte varer kan afhentes fragtfrit i butikken. Bonusinfo: Butikken har et stort udbud af økologiske vine, øl, juice og kokosvand. Regn med mere end et par uger, hvis du vil prøvesmage dem alle.

Karen Westberg
Mangeårig foodie og vild med (næsten!) alt mad. Går gerne mange kilometer, når de bedste råvarer skal indkøbes. Brænder for at spise og handle lokalt. Drømmer om at få Torvehallerne og flere foodtrucks til Aarhus. Speditør og madblogger på www.karen-westberg.blogspot.dk